la la la

Fra ferier sydpå kender københavnerne Frankrig som en vidunderlig blanding af afslappethed og sanselige oplevelser. Skyggefulde torve, charmerende smalle gader og spirende lokalmiljøer fyldt med livsglæde, varme og nærvær, danner rammer om hengiven stemning og masser af leben. Yndede klassiske egnsretter tilberedes med lokale grøntsager – enkel, veltillavet mad af gode råvarer. Utvungen servering, bramfri jargon, liv og glade dage!

Det er denne stemning, restaurant lalala emmer af, når dørene slår op i Strandgade 98 på Christianshavn. Ideen er enkel. Med en dybt forankret kærlighed til fransk gastronomi og vin tager holdet på lalala udgangspunkt i det gode franske landkøkken og vinen til.

 

La Mouline – La Turque – La Landonne

LaLaLa bliver samtidig en hyldest til vinbonden Etienne Guigals stjernevine La Mouline, La Turque og La Landonne – også kendt som The La Las. De tre vine er da også at finde på LaLaLas vinkort, der alene rummer franske druer.
”Vi har taget den ’hårde’ tur fra nord til syd langs Rhône-floden og sammensat et skønt vinkort med masser af dejlig vin! Det dejlige ved Rhône distriktet er det store spænd i stil fra nord til syd samt mulighed for at give helt los med Côte-rôtie og Châteauneuf-du-Pape eller bare nyde en let afkølet Grenache fra Ventoux eller en saftig Côtes-du-Rhône… Men hele Frankrig bliver vores vinmæssige legeplads.”